Skip to main content

Nyhedsbrev fra Advokatkontoret Fabritius Tengnagel & Heine
August 2016

Vi skriver om relevante nyheder og domme inden for de forretningsområder, som vi beskæftiger os med. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til vores nyhedsbrev, så kontakt os på news@dklaw.dk.

Venlig hilsen
Advokatkontoret Fabritius Tengnagel & Heine

 

Nyt lovforslag kan gøre selskabs lån til ejere og ledelse lovligt

I henhold til selskabsloven må et selskab ikke låne penge ud til ejerne af selskabet eller til selskabets ledelse, som fx selskabets direktører og bestyrelsesmedlemmer. Et sådant ”kapitalejerlån” omfatter alle situationer, hvor et selskab stiller midler til rådighed, både direkte eller indirekte, yder lån eller stiller sikkerhed for ejerne af selskabet eller selskabets ledelse.

Erhvervsstyrelsen har dog for nylig sendt et lovforslag til høring i Folketinget, der foreslår, at sådanne kapitalejerlån fremover under visse omstændigheder skal være lovlige.

Ifølge lovforslaget skal følgende tre betingelser være opfyldt:

  1. Lånet skal ydes på sædvanlige vilkår, og lånet skal kunne rummes inden for selskabets frie reserver, dvs. beløb der alternativt kunne udloddes som udbytte.
  2. Beslutning om at yde et sådant lån skal enten træffes af generalforsamlingen eller af selskabets centrale ledelsesorgan efter bemyndigelse fra generalforsamlingen. Generalforsamlingen må ikke træffe beslutning om at yde et kapitalejerlån på et større beløb, end det der er blevet foreslået af selskabets centrale ledelsesorgan.
  3. Selskabet skal have aflagt deres første årsrapport.

Lovforslaget forventes at blive fremsat i oktober 2016, og såfremt det vedtages, vil det træde i kraft d.1. januar 2017. Et kapitalejerlån, der er givet inden d. 1. januar 2017, kan dog lovliggøres, såfremt selskabet senest ved den førstkommende generalforsamling efter d. 31. december 2016 træffer beslutning om at opretholde lånet ved at opfylde de tre ovenfor nævnte betingelser.

Fabritius Tengnagel og Heine yder rådgivning om selskabsforhold, herunder bistår med stiftelse, løbende drift og omstruktureringer.

Kontakt advokat Søren Locher eller Thomas Bøgelund Norvold for yderligere oplysninger

 

Bemærk: Indholdet i dette nyhedsbrev er udelukkende ment som generel information og kan ikke betragtes som, eller erstatte juridisk rådgivning. Fabritius Tengnagel & Heine kan ikke holdes ansvarlig for dispositioner foretaget på baggrund af indhold i nyhedsbrevet. Vi anbefaler, at man søger advokatbistand ved konkrete juridiske spørgsmål.